Søde blondies med syrlige hindbær

Lasagne med en masse mættende fibre og proteiner

Lasagne

Lasagne

Der er jo uendelige variationer af denne ret, og det er svært at gå galt i byen med en lækker lasagne. Det findes naturligvis mere og mindre sunde varianter, mens denne er i den sunde ende; de mange grove grøntsager og fuldkornsplader tilfører retten en masse fibre, mens det magre oksekød bugner med mættende proteiner.

Denne lasagne er rigtig god, når du lige skal af med alle de tilbageværende grøntsager i køkkenet. Hvis du ikke har de nævnte i opskriften, kan du til hver en tid erstatte dem af nogle andre. Rødbederne er ikke særlig gennemtrængende i smagen, men giver lasagnen en sjov rødlig/lilla farve. Dadlerne gør virkelig underværker, da det tilfører en lækker sødme som modspil til det salte. Tilsidst tilsættes en masse tomater, som ikke skal koge med særlig længe, men derimod løbende frigiver en masse væske under bagningen, så lasagnen ikke bliver tør – det er en fast lasagne, men på en god måde – lige som jeg elsker den.

Til et stort fad lasagne (eller to små) skal du bruge (ca. 5-7 mennesker):

Til fyldet:

  • 4 fed hvidløg, presset eller hakket fint
  • 2 kæmpe alm.  gule løg, grofthakket
  • ½ frisk chili, finthakket
  • 450 gram hakket oksekød, 3-7 % fedt
  • ca. 260 gram gulerødder, revet
  • ca. 130 gram rødbeder, revet
  • 1 lille dåse majs (140 gram)
  • 1 ds. koncentreret tomatpuré
  • 3 friske dadler, finthakket
  • 1 terning boullion, grøntsags
  • 150 gram frisk spinat (frossen kan også bruges)
  • ca. 500 gram friske tomater, hakket (evt. fra dåse)
  • Evt. lidt kogende vand

Endvidere:

  • En pakke friske fuldkornslasagneplader, ca. 250 gram
  • 1 karton let monaysauce, 4,5 % fedt
  • Revet parmesanost til gratinering
  • Evt. krydderiblanding til toppen (fx. med paprika, hvidløg, timian o.l.)
Lasagnen før bagning

Lasagnen før bagning

Tænd ovnen på 200° varmluft.

Start med at svitse hvidløg, løg og chili af i lidt olie i en stor gryde.

Når det har opnået en let gylden farve, tilsættes kødet. Svits det hele sammen et par minutter.

Tilsæt nu gulerødder, rødbeder, majs, tomatpuré, dadler og boullion (bemærk at boullionterningen ikke behøver at blive tilsat med vand, da der er nok væske i grøntsagerne – hvis ikke kan du tilsætte lidt kogende vand).

Når det hele er blevet rørt godt sammen, og boullionterningen har fordelt sig godt, tilsættes spinaten.

Når spinaten er faldet lidt sammen, tilsættes de hakkede tomater. Vend det hele og gør klar til at samle lasagnen i et ildfast fad.

Start med at lægge et tyndt lag grøntsags-kød-blanding, så lasagneplade, så kød osv. Slut af med et lasagnepladelag øverst, som dækker godt.

Fordel monaysaucen over det øverste lag af lasagnen og drys med lidt parmesan og evt. lidt krydderier.

Bag lasagnen i den varme ovn i 30-40 minutter eller indtil lasagnen er gylden på toppen.

Nyd lasagnen med en god grøn salat.

Færdigbagt lasagne. Klar til servering!

Færdigbagt lasagne. Klar til servering!

 

 

 

Follow on Bloglovin

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Søde blondies med syrlige hindbær